Sidste ord for fodboldåret 2018/2019

Jeg vil blot runde dette fodbold-år af med, at sige et stort og ydmygt tak til alle de involverede personer, der gennem de sidste 2 sæsoner, har været medvirkende til at gøre mit job som træner en sand fornøjelse.


Først og fremmest en tak til det stærke makkerpar, formand Benner og vores revisor Ib, der fra start har været med på ideen om et spillerstyret set-up i klubben, og som har givet plads til at spillerne stort set altid har fået det sidste ord, dette skal de have en stor tak for. At vi også har en formand der ud over sit almindelige formandsjob, også står for tøjvask, og en revisor der altid sørger for der er kolde øl i tutten – dette fortæller lidt om de dyder vi har i klubben – tak for i viser vejen!


En stor tak til Søren Bruun der weekend efter weekend har rejst med os rundt, og hjulpet til på sidelinjen, samt stået for alt det praktiske omkring kampdage. Ham har jeg sparet meget med i løbet af de sidste par år – tak for det gode samarbejde.

Morten Larsen der har været assistenttræner gennem den seneste sæson. Den mand har lagt mange timer i vores klub, om det så har været for at smække nyt tag på klubben, skaffe sponsorer, stå for træningsøvelser, skaffe nye træningssæt, samt meget andet. Han kan kun beskrives som en lokal ildsjæl der brænder for klubben – og jeg er ovenud tilfreds med han fortsætter sit virke i klubben som assistenttræner.


Ivan der efter hver træning tirsdag og torsdag har gjort det muligt at købe øl, sodavand, chips og toast på klods. Manden har været med til at fremme træningskulturen i vores klub, og gjort det sjovere at møde op, med sit altid gode humør og friske bemærkninger. Stort tak for din tid – jeg håber vi ses i den nye sæson også.

Spillertruppen. Vi har opnået vores målsætning de sidste 2 sæsoner, med 2 1. pladser og direkte oprykning til følge. Dette i sig selv har for mig været kæmpe stort – specielt fordi jeg har gjort det med mine venner! Også et stort og ydmygt tak – fordi I har vist mig tillid og har ville arbejde sammen med mig fra dag 1 af. Jeg vil savne at stå i spidsen for jer til træning og kamp. Heldigvis er dette dog ikke et ’farvel’, men blot et ’på gensyn’ til efter ferien, hvor jeg falder ind i rollen som spiller igen. Og hvilken bedre klub at gøre det i?

Også en kæmpe tak til Jer der weekend efter weekend følger med os rundt. Om det så har været på kunsten i Herlufmagle, eller på en pløjemark i Ørslev. Det betyder virkelig meget med lokal støtte.

Jeg glæder mig til at starte op igen, og trække i den gule trøje i serie 1. Det bliver stort.

Med venlig hilsen
Jonas Bæk

Forza Suså!